Velkommen til Grønjordskollegiet
Følg sidebaren til højre for informationer om at finde vej til kollegiet, omkring kollegiets værelser og faciliteter og den generelle praktisk information.
Livet på Grønjordskollegiet
Kollegielivet handler ikke kun om studiet. Kollegiet og især dets udearealer er et åndehul for kollegianerne. Om sommeren finder du talrige hyggekroge i de grønne haver udenfor, hvor du kan sole dig, lave aktiviteter eller grille. Uanset årstiden, så giver kollegiet os alle mulighed for at finde et fristed væk fra studiet.
Velkomst til nye beboere
Vi kan anbefale, at du tager med til new comer tour som Kollegianerforeningen holder én gang hver måned. På denne rundvisning bliver du introduceret til fællesfaciliteterne og kan møde andre beboere.
Festivalsstemning i de grønne haver
Vi er så heldige at have grønne haver, hvor vi kan læse, grille, høre musik og lave aktiviteter. Haverne bliver brugt af beboerne i stor stil især om sommeren. Her spiller beboerne forskellige spil, og midt på sommeren er der helt festivalsstemning på kollegiet. Her skal vi huske at hjælpe hinanden med at rydde op. Mange beboere tager en affaldssæk med, når der bliver afholdt arrangementer for at holde haverne grønne og pæne.
Nabo til smuk natur
At Grønjordskollegiets rå arkitektur står i dyb kontrast til Amagers farverige landskab er ingen hemmelighed. Kontrasten har måske netop en skjult charme. Som nabo til det farverige Amagerfælled er vi i gåafstand til ægte dansk natur. Fælledet er et åndehul, som både indbyder til løbeture, picnic og afslapning i det fri.
Kollegietid er studietid
Som kollegianere skal vi også studere. Her skal vi alle huske, at når vi bor så tæt sammen, så kan vi ikke undgå at høre hinanden en gang imellem, men folk skal altid tage hensyn til hinanden. Her støder kollegielivet sammen med studielivet, hvilket kan give anledning til nogle uenigheder.
Det er vigtigt at huske, at vi er på kollegiet både for at læse og for at være sociale, især fredag og lørdag aften.
Det er også vigtigt at notere sig, at når vi bor så tæt sammen, så vil der altid være lidt støj fra hverdagens aktiviteter og gøremål. Hvis støjen er meget generende, så kan det være en god idé, hvis I taler om det. Skriv til administrationen, hvis I har brug for hjælp hertil.
Grønjordskollegiet er så heldig at være placeret så centralt, at der er nem adgang til nærliggende studiepladser, heriblandt på biblioteker. Det kan være en fordel at benytte denne løsning, hvis man skal koncentrere sig tidlig fredag og lørdag aften. Især Det Kongelige Bibliotek er et besøg værd.
Historie
Kollegiet er opført i perioden 1969-1970. Der var oprindeligt planlagt at bygge ti blokke med i alt 2.000 værelser, en fællesbygning og et supermarked. Men da de første fem blokke stod færdige i 1970, gjorde kollegiets beboere modstand mod at bebygge de resterende grønne områder med yderligere blokke. På det tidspunkt havde man bygget blok 6, men ikke blok 5, så i dag hedder kollegiets blokke 1, 2, 3, 4 og 6.
Standsningen af udbygningen betød også, at den planlagte fællesblok ikke blev opført. Det medførte, at fællesfaciliteterne måtte indrettes i kollegiets kældre og nærliggende villaer, som kollegiet opkøbte. Til kollegiekontoret blev der opført en midlertidig træbarak, og kollegiets gårdmænd fik opsat skurvogne bagved kollegiet til deres frokoststue og omklædning.
De midlertidige barakker stod i mere end 30 år. Op gennem 1980’erne og 1990’erne var der flere tilløb til at få opført en fællesbygning, men de blev aldrig ført ud i livet, bl.a. fordi man ønskede at opføre flere boliger ved samme lejlighed – hvilket voldte mange problemer med myndighederne.
Først i 2004 fandt man endelig frem til et forslag, som kunne gennemføres. En ren fællesbygning uden boliger men med kontor, omklædning og frokoststue samt en lang række fællesfaciliteter for beboerne. Bygningen er tegnet af Nobel Arkitekter A/S og har form som en miniblok, men domineres af store vinduespartier og lyse, åbne rum. Fælleshuset er næsten 900 m² fordelt på to etager, og åbnede i juli 2006.
Grønjordskollegiet vil er et grønt kollegie, med opmærksomhed på kollegiets energiforbrug. På kollegiet har vi affaldssortering og i 2015 fik vi solceller på blokkenes tage. Solcellerne betød en årlig besparelse på ca. 500.000 kr.