Livet på Green Earth

Kollegielivet handler ikke kun om studiet. Kollegiet og især dets udearealer er et åndehul for kollegianerne. Om sommeren finder du talrige hyggekroge i de grønne haver udenfor, hvor du kan sole dig, lave aktiviteter eller grille. Uanset årstiden, så giver kollegiet os alle mulighed for at finde et fristed væk fra studiet.

Velkomst til nye beboere

Vi kan anbefale, at du tager med håndværkerne på en rundvisning samt tager med til new comer tour som Kollegianerforeningen sammen med Beboerrådet holder én gang hver måned. På denne rundvisning bliver du introduceret til fællesfaciliteterne og kan møde andre beboere.

Festivalsstemning i de grønne haver

Vi er så heldige at have grønne haver, hvor vi kan læse, grille, høre musik og lave aktiviteter. Haverne bliver brugt af beboerne i stor stil især om sommeren. Her spiller beboerne forskellige spil, og midt på sommeren er der helt festivalsstemning på kollegiet. Her skal vi huske at hjælpe hinanden med at rydde op. Mange beboere tager en affaldssæk med, når der bliver afholdt arrangementer for at holde haverne grønne og pæne.

Nabo til smuk natur

At Grønjordskollegiets rå arkitektur står i dyb kontrast til Amagers farverige landskab er ingen hemmelighed. Kontrasten har måske netop en skjult charme. Som nabo til det farverige Amagerfælled er vi i gåafstand til ægte dansk natur. Fælledet er et åndehul, som både indbyder til løbeture, picnic og afslapning i det fri.

Kollegietid er studietid

Som kollegianere skal vi også studere. Her skal vi alle huske, at når vi bor så tæt sammen, så kan vi ikke undgå at høre hinanden en gang imellem, men folk skal altid tage hensyn til hinanden. Her støder kollegielivet sammen med studielivet, hvilket kan give anledning til nogle uenigheder.

Det er vigtigt at huske, at vi er på kollegiet både for at læse og for at være sociale, især fredag og lørdag aften.

Det er også vigtigt at notere sig, at når vi bor så tæt sammen, så vil der altid være lidt støj fra hverdagens aktiviteter og gøremål. Hvis støjen er meget generende, så kan det være en god idé, hvis I taler om det. Skriv til Beboerrådet, hvis I har brug for hjælp hertil.

Grønjordskollegiet er så heldig at være placeret så centralt, at der er nem adgang til nærliggende studiepladser, heriblandt på biblioteker. Det kan være en fordel at benytte denne løsning, hvis man skal koncentrere sig tidlig fredag og lørdag aften. Især Det Kongelige Bibliotek er et besøg værd.