Fester & Aktiviteter

Som Danmarks andet største kollegiefællesskab byder Grønjordskollegiet på mange aktiviteter året rundt – lige fra årets største sommerfest til hyggelige events i de kolde vintermåneder. Er du til quizaftner, filmaftner eller sjove fester, så kan du altid finde et event, som passer dig! Du kan følge med på vores facebookside Timeless for at modtage løbende opdateringer for alle vores events.

Blokfester og Tour des Chambres

En gang hvert år holder hver blok sin egen fest, som beboerne i blokken selv skal arrangere. Her donerer Kollegianerforeningen lidt alkohol for at sætte en stemning i gang! I kan også holde Tour des Chambre eller en hyggelig gangfest for jeres egen gang. Festerne er altid en succes og gør hverdagen lidt sjovere!

Fester og støj

Kollegiet er en stor mangfoldighed af mennesker: nogen fester, og andre gør ikke – og der skal være plads til os alle sammen.

Folk der fester skal være særligt hensynsfulde søndag til torsdag. Generelt når vi hører musik, så skal vi holde vinduer og døre lukket samt tage hensyn til vores naboer, særligt mellem kl. 22-07. Vi skal også huske, at kollegiet har naboer, som ikke er glade for høj musik og støj.

Vi må ikke støje i eksamensperioder (januar, april, maj, juni, november og december). Dog gælder dette almindelig støj i blokkene, mens man udenfor gerne må hygge sig – dog med omtanke for sine medbeboere, der stadigvæk slider i studierne.

Fastelavnshygge

På Grønjordskollegiet holder vi traditionerne tro og holder fastelavn på Hatten Bar hvert år. Her dekorerer beboerne fastelavnstønden, og herefter klæder vi os ud og slår katten af tønden. Her kårer vi årets kattedronning og kattekonge! På Grønjordskollegiet har vi skiftet katten i tønden ud med slik, og Hatten holder fest senere samme aften.

Tyrolerstemning til Oktoberfest

Hver efterårsferie er der tyrolerstemning på Hatten Bar, når vi i en hel uge holder vores eget Oktoberfest. Der er live act musik og turneringer, som at slå søm i træ til at sætte den rigtige stemning igang. Hatten Bar serverer også rigeligt med specialøl hele ugen til kollegiets tørstige tyrolere.

Græskarudskæring til Halloween

Som et internationalt kollegium så skal vi selvfølgelig fejre Halloween. Her kan du og dit køkken afprøve jeres kreative evner som græskarudskærer, hvor vi samles til en hyggelig dag inde i varmen med te og kaffe, mens det stormer udenfor. I kan endda vinde præmien for årets bedste græskarudskæring.

Julebingo og snaps

Til jul afholder vi årets julebingo på Hatten Bar, hvor beboerne kan vinde en masse lækre præmier. Her serveres der selvfølgelig kold snaps til bordene ad libitum. Kom i god tid, for pladserne bliver hurtigt fyldt op.

Nytårsfest for alle

Hvert nytår holder vi nytårsfest på Hatten Bar, hvor dørene åbner kl. 01.00. Her kan I tage venner med og fejre årets start med et brag af en fest.

Mange andre events

På kollegiet har vi mange andre events i løbet af året, hvor der blandt andet bliver afholdt pub-quizzer på Hatten Bar. Her kan beboerne vinde præmier og have en hyggelig aften sammen. Hvis du selv har en idé til en quiz, så skriv til kf@gjk.dk.