Livet på kollegiet

Velkommen til Grønjordskollegiet

Kollegielivet handler ikke kun om studiet. Kollegiet og især dets udearealer er et åndehul for kollegianerne. Om sommeren finder du talrige hyggekroge i de grønne haver udenfor, hvor du kan sole dig, lave aktiviteter eller grille. Uanset årstiden, så giver kollegiet os alle mulighed for at finde et fristed væk fra studiet.

Kollegietid er studietid
Som kollegianere skal vi også studere. Her skal vi alle huske, at når vi bor så tæt sammen, så kan vi ikke undgå at høre hinanden en gang imellem, men alle skal altid udvise hensyn til hinanden. Her støder kollegielivet sammen med studielivet, hvilket kan give anledning til nogle uenigheder.

Det er vigtigt at huske, at vi er på kollegiet både for at læse og for at være sociale, især fredag og lørdag aften.

Det er også vigtigt at notere sig, at når vi bor så tæt sammen, så vil der altid være lidt støj fra hverdagens aktiviteter og gøremål. Hvis støjen er meget generende, så kan det være en god idé, hvis I taler om det. Skriv til administrationen, hvis I har brug for hjæp hertil. 

Festivalsstemning i de grønne haver
Vi er så heldige at have grønne haver, hvor vi kan læse, grille, høre musik og lave aktiviteter. Haverne bliver brugt af beboerne i stor stil især om sommeren. Her spiller beboerne forskellige spil, og midt på sommeren er der helt festivalsstemning på kollegiet. Her skal vi huske at hjælpe hinanden med at rydde op.

Nabo til smuk natur
At Grønjordskollegiets rå arkitektur står i dyb kontrast til Amagers farverige landskab er ingen hemmelighed. Kontrasten har måske netop en skjult charme. Som nabo til det farverige Amagerfælled er vi i gåafstand til ægte dansk natur. Fælleden er et åndehul, som både indbyder til løbeture, picnic og afslapning i det fri.

 

Fælleskøkkenerne

På hver gang er der to køkkener. Hvert køkken deles mellem 11-13 beboere. Det er vigtigt at udvise hensyn og rydde op efter sig selv. Køkkenet fungerer samtidig som TV-stue og hyggekrog, hvorfor en stor del af de sociale ting har udgangspunkt i fælleskøkkenet. 

Køkkenerne er udstyret med standard møbler (bord og stole), samt en router til trådløst wifi, som du kan logge på gennem din netværkskonto. Køkkenerne er ligeledes udstyrret med 3 store køleskabe og frysere, samt et mindre køleskab og et skabsystem med 1 skab til hver beboer, med mulighed for at putte hængelås på.

Hvert køkken på Grønjordskollegiet er unikt, da de indrettes og udstyrres af beboerne. I de fleste køkkener vil du udover at finde diverse service og madlavningsgrej også finde en sofa og et tv.

Køkkenfællesskabet 
At deles om et køkken bringer folk helt tæt sammen, da mange ting foregår i fællesskab såsom studiesnak, spisning og hygge. Når folk med forskellige baggrunde, holdninger og vaner bor sammen, så kan der opstå udfordringer, som skal løses i fællesskab.

Køkkenet er samlingssted for alle kollegianere. Det er forskelligt fra køkken til køkken, hvor sociale I vælger at være. Mulighederne for at være sociale er uendelige. Et stærkt fællesskab er også ofte bedre til at løse de udfordringer, der måtte opstå i et køkken med forskellige mennesker. For os er det vigtigt at der både er plads til alle og til fællesskabet.

Køkkenreglement
I nedenstånde link finder du køkkenreglement gældende for alle kollegiets køkkener. Det enkelte køkken kan lave egne tilføjelser til køkkenreglementet. 

Køkkenreglement

Historie

Kollegiet er opført i perioden 1969-1970. Der var oprindeligt planlagt at bygge ti blokke med i alt 2.000 værelser, en fællesbygning og et supermarked. Men da de første fem blokke stod færdige i 1970, gjorde kollegiets beboere modstand mod at bebygge de resterende grønne områder med yderligere blokke. På det tidspunkt havde man bygget blok 6, men ikke blok 5, så i dag hedder kollegiets blokke 1, 2, 3, 4 og 6.

Standsningen af udbygningen betød også, at den planlagte fællesblok ikke blev opført. Det medførte, at fællesfaciliteterne måtte indrettes i kollegiets kældre og nærliggende villaer, som kollegiet opkøbte. Til kollegiekontoret blev der opført en midlertidig træbarak, og kollegiets gårdmænd fik opsat skurvogne bagved kollegiet til deres frokoststue og omklædning.

De midlertidige barakker stod i mere end 30 år. Op gennem 1980’erne og 1990’erne var der flere tilløb til at få opført en fællesbygning, men de blev aldrig ført ud i livet, bl.a. fordi man ønskede at opføre flere boliger ved samme lejlighed – hvilket voldte mange problemer med myndighederne.

Først i 2004 fandt man endelig frem til et forslag, som kunne gennemføres. En ren fællesbygning uden boliger men med kontor, omklædning og frokoststue samt en lang række fællesfaciliteter for beboerne. Bygningen er tegnet af Nobel Arkitekter A/S og har form som en miniblok, men domineres af store vinduespartier og lyse, åbne rum. Fælleshuset er næsten 900 m² fordelt på to etager, og åbnede i juli 2006.

Grønjordskollegiet vil er et grønt kollegie, med opmærksomhed på kollegiets energiforbrug. På kollegiet har vi affaldssortering og i 2015 fik vi solceller på blokkenes tage. Solcellerne betød en årlig besparelse på ca. 500.000 kr.